logo

Ovnstegt andelår med tomatsalsa og bagte søde kartofler

Tilberedningstid: ca. 50 minutter
Beregnet til: 4 personer

Det skal du bruge
4 andelår a ca. 235 g
Salt og peber
600 g søde kartofler
½-1 kinakål – 8 blade, ca. 500 g
1-2 spsk sesamfrø

Tomatsalsa
3- 4 tomater ca. 400 g
2 forårsløg
3 cm frisk ingefær
1 lime
1 spsk olie
2-3 spsk soja sauce
1 spsk flydende honning eller flormelis

Energifordeling og -indhold pr. person, når andelårene spises med skind, og der ikke er kendskab til, hvor meget fedt der smelter fra i ovnen

Protein 16 %
Kulhydrat 21 %
Fedt 63 %
3690 kJ – 880 kcal
 

Sådan skal du gøre
Fjern evt. fjerrester fra lårene.
Krydr lårene med salt og peber. Læg dem i et ovnfast fad og stil dem i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader. Steg dem ca. 45 minutter til de er møre. Stik i det tykkeste sted på låret. Kødsaften skal være klar.
Skræl de søde kartofler og skær dem i ca.1½ cm tykke skiver på langs. Krydr med salt og peber Læg dem på bagepapir i et lag og bag dem møre i ovnen sammen med andelårene i ca. 20 minutter.

Skær tomaterne i grove tern og forårsløgene i skiver. Bland det sammen med 2 spsk revet ingefær samt revet skal og saft af 1 lime. Rør olie, soja sauce, og honning sammen og bland det i tomatsalsaen. Smag den til.

Skær kinakålen i grove stykker og vend det på en varm pande i lidt andefedt fra det ovnfaste fad. Drys med salt og sesamfrø.
Drys evt. retten med sesamfrø ved servering.

Tips
Andebryst stegt på pande kan bruges i stedet for andelår. Hvis der vælges 4 andebryster uden skind, vil man have en ret med under 2500 kJ pr. person og med en fedtenergiprocent på under 30.
De søde kartofler kan da koges og laves som kartoffelmos.
Andeskindet afsmelter meget fedt, men da vi ikke har tal for det, er der i ernæringsberegningerne regnet med råt skind

Opskriften er udarbejdet af Carsten Kyster.

 

Opskrifter